Rapport om strategisk museumskommunikation

Ny tværfaglig undersøgelse viser, at de danske museer langt fra udnytter deres position i oplevelses- og kultur-Danmark. De tænker alt for snævert, når de skal kommunikere med omverden.

Download hele rapporten her eller bestil den til 150 kr i bogform ved at sende en mail til gisj@asb.dk

To forskere har i et tværfagligt samarbejde mellem Center for Virksomhedskommunikation og Center for Museologi udført en undersøgelse af museernes brug af strategisk kommunikation. Samarbejdet har nu resulteret i en rapport, der i tal dokumenterer, at museerne for de flestes vedkommende ikke udnytter deres kommunikationspotentiale fuldt ud. De tænker alt for snævert og mangler overblik og kreativitet til at udnytte deres unikke position i det danske kulturliv.

- Før besøgte man et museum for at få indsigt og viden – dannelse om du vil. I dag tager vi på museumsbesøg også for at mødes med venner eller kolleger, for at spise, shoppe, date eller sågar holde fest. Så museerne bliver brugt til mange andre ting end det, de selv ville kalde deres kernekompetencer, og det er en stor udfordring for dem, forklarer forskningsassistent Anna Karina Kjeldsen fra Center for Museologi, som sammen med Marie Bysted-Sandberg fra Center for Virksomhedskommunikation står bag undersøgelsen.

- I dag skal museerne, ud over at bevare vores kulturarv og formidle den, også til at tænke i markedsføring, sponsering, eventvirksomhed og socialt ansvar. Det er nye krav, som museerne ikke umiddelbart er gearede til, og vores undersøgelse viser da også, at mange museer vægrer sig ved at gå i denne retning, måske fordi det betyder, at de skal omdefinere sig selv, siger Marie Bysted-Sandberg.

Strudseadfærd
For museerne kunne en strategisk tilgang til kommunikation hjælpe med til at komme mere frem blandt alle de mange tilbud kultur-Danmark byder på, mener forskerne og pejer på kommunikation som en vej frem for museerne, der ofte føler sig klemt mellem den politiske dagsorden, deres egne ønsker og publikums forventninger.

- Mange museer vælger at gemme hovedet i sandet som en anden struds og gøre som de altid har gjort. De holder fast i museernes gamle rolle og ser mere kommunikation som en envejskommunikation fra dem til deres brugere. Derfor misser de en oplagt mulighed for at profilere sig og styrke deres brand. Hvis de gik mere ind i en aktiv dialog med omverden, kunne de i højere grad være med til at sætte dagsordenen og påvirke udviklingen i den retning, de gerne vil, siger Anna Karina Kjeldsen

Involvering er fremtiden
Men en af forskernes pointer er også, at kommunikation ikke kun skal virke udadtil som markedsføring og PR, det er også en måde at styrke sig indadtil, til at få lagt nogle strategier, der skal sikre museets fremtid, og til at opbygge museets helt egen unikke profil.

- Museerne skal kunne gå mere aktivt ind i et samarbejde med alle, der har berøring med museet. Vores undersøgelse tyder på, at de ikke involverer brugerne særligt meget i museets udviklingstanker, og det er en skam. For brugerne kunne virkelig være med til at lægge nogle nye, mere innovative, strategier for museerne udvikling. På samme måde kunne ledelsen på de enkelte museer inddrage deres medarbejdere meget mere i, hvilken vej museet skal gå, og hvilke visioner de har for fremtiden, fortæller Marie Bysted-Sandberg og Anna Karina Kjeldsen. De påpeger, at museumsbranchen som helhed også med fordel kunne slå sig sammen i mere strategiske tænketanke, når det kommer til spørgsmålet om position og visioner, og ikke bare i spørgsmålet om dag til dag samarbejdet.

Muligheder er der nok af, det gælder bare for museerne om at blive klar over, hvor unik en position de egentlig har i det danske kulturliv. Og det handler ikke om at skyde millioner af kroner i kommunikationsbudgettet – det gælde snarere om at tænke kommunikationen anderledes, som en del af den samlede ledelsesesstrategi, mener forskerne.

- Museerne har ekspertisen og samlingen som trumfkort, når de skal konkurrere med det store udbud af oplevelser, som danskerne tilbydes. De skal bare blive bedre til at udnytte det. Vores rapport er her en hjælp til at tage de første skridt. Både for museerne, men også for den fremtidige forskning på området, siger Anna Karina Kjeldsen.

Rapporten er første resultat i et tværfagligt samarbejde mellem Center for Virksomhedskommunikation og Center for Museologi. Rapporten kan downloades her >>>

Download hele rapporten her eller bestil den til 150 kr i bogform ved at sende en mail til gisj@asb.dk

Kontakt

Projektforskere og ansvarlige for undersøgelsen:

Anna Karina Kjeldsen: Mag.art. Kunsthistorie
Mail: mmuakk@hum.au.dk, tlf:  89 42 18 64 

Marie Bysted-Sandberg: Cand.ling.merc
Mail: bystedsandberg@ofir.dk tlf:  30 23 44 42 

Projektledelse:
Finn Frandsen: Professor og centerleder
Center for Virksomhedskommunikation, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Mail: ff@asb.dk, tlf:  89 48 62 68 

Winni Johansen: Lektor, ph.d., Center for Virksomhedskommunikation.
Mail: wj@asb.dk, tlf:  89 48 65 18 

Ane Hejlskov Larsen: Lektor, mag.art. og Centerleder for Center for Museologi, Aarhus Universitet
Mail: kunahl@hum.au.dk, tlf:  89 42 18 48  .

Vinnie Nørskov: Lektor, ph.d. og museumsleder for Antikmuseet, Aarhus Universitet
Mail: klavn@hum.au.dk, tlf:  89 42 20 61 

gisj / 12. september 2008
Co2 Neutral logo EFMD EQUIS Accredited
Handelshøjskolen
Aarhus Universitet
Fuglesangs Allé 4
8210 Århus V
Tlf. 89 48 66 88
Fax 86 15 01 88
Web:
E-mail: