Som kandidat i virksomhedskommunikation kan du arbejde på et hvilket som helst niveau i kommunikationsprocessen, som det ses herunder. Strategisk indsigt kombineret med praktisk håndelag giver pålidelige analyser og sikker udførelse.

Maria Louise Bendixen,
Web Communication Coordinator, People & Culture, Vestas,
Kandidatuddannelsen i virksomhedskommunikation
I dag arbejder jeg som Web Communication Coordinator i Vestas i Randers i deres HR-forretningsenhed, People & Culture. Her er jeg overordnet ansvarlig for den interne webkommunikation (deres HR-intranetportal samt diverse interne hjemmesider). Ved siden af underviser jeg på kandidatstudiet Oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet - en tværfaglig kandidatuddannelse, hvor ASB bidrager med faget Branding og Markedsføring, som jeg underviser i.
I begge mine job arbejder jeg med det, som jeg brænder for. Dels med den interne kommunikation og kultur i Vestas og dels med branding og markedsføring på Aarhus Universitet. Det er skønt at arbejde med de værktøjer, man har tilegnet sig på ASB, og se dem anvendt i praksis.