En virksomhed kan være med i CCP på to måder.
Man kan være medlem af selve erhvervsnetværket - dette er gratis eller man kan være medlem af erhvervsnetværket og samtidig indgå i et eller flere konkrete samarbejdsprojekter med CCP - dette koster et årligt økonomisk forskningsbidrag.
Det er virksomheden og ikke enkeltpersoner, som er medlem af eller partner i CCP. Dette betyder at virksomheden frit vælger, hvem og hvor mange der deltager i netværksmøderne. Denne fleksibilitet er en fordel, da den enkelte virksomhed så kan deltage med de medarbejdere, som interesse inden for lige netop det område, som er temaet for det pågældende netværksmøde.
Et medlemskab af netværket giver dig og din virksomhed mulighed for at
møde forskere inden for feltet Personnel Economics, dvs. HR-tiltags effekt internt i organisationen samt målinger heraf.
sparre med vore forskere og erhvervsnetværket omkring akutte og kontinuerlige problemstillinger i din virksomhed.
opleve et anderledes og eksklusivt netværk - møde andre erhvervsfolk, som arbejder med HR. Dette HR-netværk er ikke et netværk, hvor alle kan melde sig ind. Her udvælges deltagerne meget omhyggeligt under hensyntagen til bl.a. det nuværende netværk, og vi fordrer fortrolighed og diskretion hos alle deltagerne.
Et medlemskab af både netværket og selve CCP (i form af indgåelse af et eller flere konkrete samarbejdsprojekter) giver mulighed for at
få løst konkrete analyseopgaver i samarbejde med CCPs forskere. Resultaterne er direkte anvendelige i din virksomhed.
Vore forskere er ikke forskere, der nøjes med at forske bag et skrivebord. Forskerne er vant til at samarbejde med erhvervslivet og de ved, hvordan den virkelige verden ser ud hos jer. Når vi forsker, er vi nemlig selv en del af den.
Vore kerneværdier er vigtige: åbenhed, når vi er i CCP-fora, men fortrolighed udadtil, således at alle kan tale åbent og ærligt om virksomhedsspecifikke problemer og dilemmaer.