Studerende fra Handelshøjskolen støtter afrikanske slumbyer


To slumbyer i Sydafrika nyder godt af udviklingsprogrammer fra E-MBA studerende på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Programmerne arbejder for sundhed og for at forbedre de lokales levestandard – blandt andet med fokus på de forestående verdensmesterskaber i fodbold, som afholdes i Sydafrika.

Der findes vigtigere ting i verden end kogekunst og fodbold. Men to slumområder i den sydafrikanske storby Cape Town oplever i øjeblikket de positive effekter af netop kokkerier og boldspil. De to elementer indgår nemlig i projektet Innovaid South Africa, som tre tidligere E-MBA-studerende fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet udviklede i 2006.

Innovaid består af to programmer, og fra begyndelsen har Handelshøjskolen været involveret via skolens udviklingsafdeling. Ikke med direkte finansiel støtte, men med at udarbejde økonomisk bæredygtige forretningsplaner. Og efter en opstartsperiode kom projektet for alvor i gang sidste efterår.

Sundt gadekøkken
Et af Innovaid South Africas projekter er Margaret’s Kitchen, der er etableret i slumbyen Walacedene 35 kilometer uden for Cape Town. Her har en lokal leder med hjælp fra Innovaid opstartet et gadekøkken, hvor hun sælger billige madretter med høj næringsværdi.

For slumbyens beboere betyder køkkenet i praksis, at de i dagligdagen har lettere adgang til sund mad. Samtidig kan de få oplysninger om HIV og AIDS, som er ekstremt udbredt blandt Sydafrikas fattige befolkning, for ud over at servere mad oplyser køkkenets personale om HIV og AIDS og om forebyggelsen af sygdommene. Det fortæller Jesper Kanstrup, der er projektansvarlig i Danmark.

- Med Margaret’s Kitchen får Walacedenes beboere både sund kost og vigtig sundhedsviden, og køkkenet har fået en rigtig fin start med stor opbakning blandt lokalbefolkningen, siger han.

Foruden den økonomiske støtte fra Innovaids sponsorer har projektet også udarbejdet en forretningsplan til Margaret’s Kitchen og hjælper løbende med finansiel rådgivning.

Mad skaber arbejdspladser
Hovedtanken bag køkkenprojektet er at styrke den lokale forretningsdrift for derigennem at skabe en positiv cirkel med mere handel, aktivitet og arbejdspladser i lokalsamfundet. Det sker for eksempel når Margaret’s Kitchen er med til at øge efterspørgslen på de lokale handlendes produkter ved at købe deres råvarer.

Dekan Børge Obel:

- Jeg har stor sympati for den opgave, vores alumner har kastet sig ud i. Det er meget svært at sætte gang i et slumsamfunds forretningsdrift, og der er da også lang vej endnu, men de gør dét helt rigtige ved at satse på at udvikle klare og enkle forretningsplaner, som de lokale kan støtte sig til - og endnu mere vigtigt - tjene deres egne penge ud fra i stedet for at være afhængige af sponsorstøtte eller højt udviklet dansk viden og innovation.

Fodbold mod kriminalitet og kedsomhed
Foruden Margaret’s Kitchen indeholder Innovaid også AYK Youth-projektet, der opererer i udkanten af Cape Town, hvor mere end to millioner mennesker lever i slumbyen Khayelitsha. Her er 12 lokale mænd drivkraften bag AYK Youth-projektet, der fokuserer på at udnytte Sydafrikas store industrier inden for turisme og sport. Det gør projektet via en kunststofgræsbane, der tjener flere formål:

For det første sørger de 12 tilknyttede mænd på hverdagsaftener for at samle unge og ældre for at få dem væk fra gadens kedsomhed og kriminalitet. I stedet arrangerer de fodboldkampe på kunststofbanen og efterfølgende workshops, hvor de lokale arbejder med de problemstillinger, der påvirker deres hverdag.

For det andet lægger banen underlag til møder mellem turister og de lokale, hvor parterne mødes i arrangerede fodboldkampe, så turisterne kommer ind på livet af de lokale beboere.

- Vi arbejder i øjeblikket på at udvide projektet med blandt andet flere baner, for med verdensmesterskaberne lige rundt om hjørnet, vil de her 12 gutters projekt med garanti komme i søgelyset. Verdensmesterskaberne giver en oplagt mulighed til at vise, hvad Innovaid kan, siger Jesper Kanstrup.

Finanskrisen truer
Desværre er hele projektet Innovaid South Africa truet på grund af finanskrisen. Oprindeligt indeholdt Innovaid tre programmer, men et enkelt er sparet væk som følge af vigende sponsorater, og der er et kritisk behov for sponsorer, fortæller en af Innovaids tre grundlæggere, Christian Kolthoff, der stadig er engageret i Innovaid.

- Helt konkret mangler vi 30.000 kroner til køkkenprojektet. Hvis ikke vi finder de penge, kan projektet i sidste ikke løbe rundt. Mange sponsorer siger ”Ih, hvor er det spændende - men vi har ingen penge”. Innovaid kan virkelig blive til noget stort, men det kræver, at nogen spytter i kassen, siger Christian Kolthoff.


For flere oplysninger, kontakt venligst:

Jesper Kanstrup
Projektansvarlig i Danmark
Mobil: +45 29 86 39 60.

Christian Kolthoff
Grundlægger af Innovaid
E-MBA fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
Mobil: + 45 21 45 65 79
Mail: christian@praqtice.dk

Gerald Jacobs
Projektansvarlig i Sydafrika
Telefon: +27 837 310 896
Mail: dlareg3@yahoo.com

Børge Obel
Dekan og professor
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Mobil: +45 20 20 73 55
E-mail: dean@asb.dk

Innovaid South Africas hjemmeside


FAKTABOKS

Handelshøjskolens sociale engagement

Foruden at være engageret i Innovaid South Africa indgår Handelshøjskolen, Aarhus Universitet i en række sociale projekter – deriblandt mentorordningen ASB Mentor der startede i 2006.

I ASB Mentor fungerer studerende fra Handelshøjskolen som vejledere for unge indvandrere og flygtninge, og efterspørgslen på mentorer har været stor siden projektets start.

”Jeg meldte mig til mentorprogrammet, fordi det lød interessant at kunne få vendt nogle ting med en, der er længere fremme i uddannelsessystemet end mig selv. Når vi er sammen, snakker vi om, hvordan det er at læse og have ansvar for sin uddannelse, men vi er samtidig blevet matchet sådan, at vi også har det hyggeligt og kan snakke sammen om mere private ting,” fortæller Wajd Hassan, der har haft en mentor fra Handelshøjskolen.

Læs mere om ASB Mentor


Jon Bøge Gehlert


Tilbage til nyhedsoversigt
mge / 7. juni 2010
 
Co2 Neutral logo EFMD EQUIS Accredited
Handelshøjskolen
Aarhus Universitet
Fuglesangs Allé 4
8210 Århus V
Tlf. 89 48 66 88
Fax 86 15 01 88
Web:
E-mail: