Background, objective and research themes
DU ER HER: Om os » Institutter » Institut for Ledelse » Research » CREDO » Baggrund, formål og forskningstemaer

CREDO's baggrund, formål og forskningstemaer

Du befinder dig på den tidligere hjemmeside for Institut for Ledelse. Vores nye hjemmeside befinder sig nu i Aarhus Universitets webuninvers. Efterhånden som indholdet på denne side bliver flyttet, vil den automatisk viderestille.

- Find vores nye side på badm.au.dk

CREDO - Research in Ethics and Decision-making in Organisations, blev dannet af Verner C. Petersen i januar 1995, men en lille gruppe på Institut for Ledelse på Handelshøjskolen i Århus havde arbejdet med de samme ideer siden 1989.


Formålet med CREDO var forskning og udvikling af alternativer til mere traditionelle forestillinger om styring, ledelse og organisering i såvel private virksomheder som offentlige institutioner. Det var i denne forskergruppe, at de originale ideer om værdibaseret ledelse blev udviklet og kombineret med ideer og teorier om selvorganisering.

 Verner C. Petersen
             Professor Verner C. Petersen, (Foto: Niels Åge Skovbo)
                        

Forskningstemaer

1. Modsigelser og deformiteter i regulering og moderne styring

  • erodering af ansvarlighed som et resultat af eksplicit regulering af adfærd
  • oprindelse og virkemåde af tvetydige spiraler af moralsk forfald i organisationer
  • vildledende mål, den perverterende effekt af målinger af menneskelige præstationer


2. Forståelse af de tavse fundamenter for viden og værdier

  • tavs viden og forståelse i stedet for algoritmer og vidensstyring
  • argumenter for en social grammatik som en erstatning for skrevne politikker og adfærdskodekser
  • dannelsen af tavs viden og en organisations moralske stof


3. Selv-organisering og værdibaseret ledelse

  • selvorganiserende løsninger i stedet for organisatorisk korset holdt oppe gennem styring (management)
  • initiativrig og værdibaseret ledelse i stedet for styring (management)
  • inddæmning af markedets logik gennem ansvarlig entreprenørskab
     

Oprindelige ideer og teorier

1. Analyser af problemer i aktuel styring og regulering, herunder aspekter af moderne management teori.

Analyserne bygger videre på det pionerarbejde, der allerede er udført af CREDO, hvor teoretisk fun­derede analyser har vist, at forsøg på detaljeret regulering og anvendelse af moderne mana­gement-værktøjer bidrager til at skabe problemer. Problemer med mindsket ansvarlighed, engage­ment og loyalitet, men også problemer i relation til evaluering af indsatser og resultater, bl.a. ved uhensigts­mæssige målinger af aktiviteter, der bevirker ikke tilsigtede ændringer af adfærden. Det er bl.a. påvist i en serie CREDO working papers og indgår i bogen "Beyond Rules in Society and Business"(2002 og 2003), på dansk bogen "Hinsides regler – selvorganisering og ledelse med holdning" (2004 og 2005).

Disse proble­mer er ganske langsomt ved at blive erkendt både i forbindelse med ledelse og organisering af virksomheder og på det seneste i relation til samfundsmæssig styring og regulering, hvilket bl.a. er belyst i bogen " Vildveje i velfærdsstaten." 
 

2. Tavs viden og tyste værdier

For at kunne udvikle et alternativ til eksplicit regulering/styring og til måling, både på samfunds­plan og i relation til ledelse og organisering af den enkelte virksomhed, er det nødvendigt med en bedre forståelse af den rolle som tavs viden og tyste værdier spiller for ansvarlig, indsigtsfuld og fornuftig adfærd og beslut­ningstagning i såvel samfundet som i virksomheder og organisationer. Der er allerede udført en stribe teoretiske analyser af disse temaer i CREDO regi. Der kan bl.a. henvises til CREDO working papers, til bogen "Beyond Rules in Society and Business" (2002 og 2003) og ph.d. afhandlingen "Om kompetence­udvikling og aktionsforskning og kompetence­udvik­ling gennem aktionsforskning" (2003).

For at opnå en praktisk anvendelighed af disse teorier vil det være nødvendigt med omfat­tende analyser af konkrete emneområder. Det gælder viden i relation til, hvorledes ny viden skabes og vedlige­holdes, den nye viden, der er forudsætningen for f.eks. nye produkter og ydelser. Det er her antagelsen at ny viden fremkommer som et resultat, ikke af videndeling, men af videns­syn­tese, således som det er redegjort for i de første teoretiske spadestik i CREDO. Det er ideer, der videreudvikles i et aktuelt ph.d. projekt med titlen "Organisatoriske Designs, organisatorisk klima og innovationskraft." 
 

3. Værdibaseret ledelse og Selv-organisering

Det syn på ledelse, hvis første konturer er ridset op i teorierne fra CREDO, omfatter følgende elementer, der kort er gengivet i figur 1. 

Figur 1 Aspekter af ledelse

Managementmekanik

Planlægning

Organisering

Beslutningstagning

Kontrol og

Korrektion


Den ledende del af ledelse

Ide, mening, retning

Ånd, der motiverer og kalder på engagement

og selvstændige indsatser fra medarbejderne

Forpligtelse og gensidig tillid


Forening og selv-organisering

Selvkoordinering og selvkontrol ud fra fælles mål og værdier

Indsigt og ansvarlighed

Syntetisering af viden og kompetence



Øverst i figuren findes de aspekter, der indgår i en hvilket som helst management-teori. Mana­ge­ment opfattet som styring indebærer udformning af eksplicitte systemer, der målretter, koor­dinerer og sikrer, at en afgrænset gruppe af mennesker og specifikke processer fører organisationen i retning af et specifikt givet mål. Det kan omfatte planlægning, organisations­planer, jobbeskrivelser, overvåg­nings-, kontrol- og sanktions­mekanismer.

Den ledende del af ledelse er noget andet og mere end management. Det indebærer som minimum evnen til at få en afgrænset gruppe af mennesker til at arbejde sammen på konsistent vis, og over tid i retning af et fælles mål, uden detaljerede anvisninger og uden pression, kontrol og trusler om magtanvendel­se. Ledelsens opgave bliver her at holde på ideen, bidrage til at sikre meningen, og angive retningen uden detailregulering. Ledelsen skal medvirke til at sikre en ånd, der motiverer og kalder på engagement. Overholdelse af gensidige forpligtelser og tillid er en forudsætning for at med­arbej­derne kan arbejde uden præcise instruktioner og kontrol.

Med forening menes sammenklumpning, f.eks. den sammenklumpning, der kan finde sted, når mennesker finder sammen uden at have aftalt det i forvejen, uden plan. Det kan ske ved, at de i løbet af ganske kort tid reagerer på noget, de alle hver for sig opfatter som et problem. F.eks. når de spontant danner græsrodsgrupper vendt mod et specifikt miljøproblem. Alene udtalelsen af at der er et problem, kan udløse sammenklumpningen, og pludselig reagerer alle som én. Selv-organisering omfatter evnen til i en gruppe at organisere løsningen af arbejdsopgaver uden detaljerede, udefra­kommende instruktioner ved i stedet at trække på den indsigt og ansvarlighed, og den viden (tavs såvel som eksplicit), der findes i gruppen. Kooperation og koordination kan ikke planlægges i detaljer, og kun i minimalt omfang vil koordi­na­tionen være sikret af en på forhånd givet plan.

Analyser og empiriske undersøgelse af disse teorier kan bl.a. findes i CREDO working papers, i ph.d. afhandlingerne "At Lede den Enkelte gennem det Fælles – bidrag til en praksisforankret styrings-forståelse" (1997) og "Fra afhængighed til individualitet og differentiering – om værdibaseret ledelse af bankvirksomhed"(2000) samt i bøgerne "Værdibaseret ledelse – et alternativ til styring, regulering og kontrol?" (1997), "Beyond Rules in Society and Business" (2002 og 2003), og i "Hinsides regler – selvorganisering og ledelse med holdning" (2004 og 2005).

Senere er disse teorier også blevet anvendt til analyser på et mere overordnet samfundsmæssigt plan, eksempelvis i "The Otherworldly View of Economics – and its consequences" (2005), "The Ship of fools – a society of selfish individuals" (2006) og i bogen Vildveje i velfærdsstaten – fællesskab i opløsning, styringsillusioner, udveje" (2008 og 2009).







 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 07.05.2012