Den danske energisektor skal overvinde centrale udfordringer, før de for alvor kan realisere deres store potentiale inden for brugervenlige, højteknologiske produkter. Det viser et fælles forskningsprojekt ml. Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
27.05.2011 |
Energisektoren skal lære mere om at bruge åbne netværk, gå i dialog med forbrugerne og samarbejde med andre brancher, hvis de vil gøre deres højteknologiske produkter anvendelige for forbrugerne i hverdagen.
Dette er nogle af de centrale konklusioner fra et forskningssamarbejde mellem ph.d. Carsten Bergenholtz fra Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet, adjunkt Rene Chester Goduscheit fra Syddansk Universitet og ph.d. Jacob Høj Jørgensen fra Delendorff Advisory.
Forskningsteamet har afdækket processerne i et innovationsnetværk med 15-20 virksomheder, der alle er store aktører inden for energi- og telebranchen. Netværket har haft til formål at udvikle brugervenlige og højteknologiske produkter til energisektoren gennem åben innovation med virksomhederne i netværket. Tilsammen trækker netværket på forbrugsoplysningerne fra en meget stor del af hele Danmarks befolkning.
- Helt konkret har udviklingen strandet på, at deltagerne i netværket ikke har været gode nok til at dyrke åben innovation med forbrugerne og hinanden, og derfor er de ikke i besiddelse af nok viden om forbrugernes behov og mulighederne i at samarbejde med andre teknologier og brancher, til at de kan gøre deres avancerede teknologier relevante i en almindelig dansk husholdning, siger Carsten Bergenholtz.
Han understreger samtidig, at samarbejde på tværs i energisektoren er svært, da der skal rigtig mange aktører ind over produktudviklingen for at skabe nogle produkter, der kan virke på tværs af alle energiforbrugende områder i en husholdning og i sidste ende give forbrugerne muligheden for at kunne sænke deres samlede energiforbrug.
Teknik skal have social værdi
Som et eksempel kan nævnes, at den tekniske løsning i sig selv har vist sig ikke at være tilstrækkelig til at få forbrugeren til at ændre adfærd. Helt konkret har dét, at et display i husstanden viser et givent strømforbrug, ikke haft den tilsigtede effekt på forbrugerne adfærd i form af et lavere energiforbrug.
Displayet og den tekniske ingeniørløsning er stadig en forudsætning for en sådan adfærdsændring, men forbrugeren er i høj grad også styret af muligheden for at kunne kommunikere sin adfærd til omverdenen, eks. via sociale netværk, for at kunne fremvise sin grønne adfærd. Dette er kommet til udtryk igennem et omfattende studie af Lead User adfærd.
Således er der altså brug for andre kompetencer end ingeniørvidenskab, som f.eks. indsigt i sociale netværk og en evne til at håndtere de særlige ledelsesmæssige udfordringer i forhold til at forene aktører i en inter-organisatorisk energi-setting.
Problemer med ledelsen
Carsten Bergenholtz forklarer, at energisektorens problemer med åben innovation først og fremmest er af ledelsesmæssig karakter. Mere præcist handler det om, hvordan de forskellige aktører, det vil sige virksomhedsrepræsentanterne i innovationsnetværket, går til opgaven, og hvordan netværket er blevet ledet.
- Der er meget stor forskel på, hvordan man leder medarbejdere, som man har på lønningslisten og frivillige deltagere i et åbent innovationsnetværk, der ofte sidder med viden om deres virksomheds sidste nye teknologiske udviklinger, som de kun deler, hvis de har lyst og tror på, at de får et værdifuldt udbytte, siger Carsten Bergenholtz og uddyber:
- Groft sagt er netværket blevet ledet, som var aktørerne lønmodtagere i en almindelig virksomhed, hvor man ud fra en åben innovations-målestok stiller meget snævre, ydre retningslinjer og forventninger op til arbejdet.
- Samtidig har vores undersøgelser også vist, at virksomhedsrepræsentanterne er gået til innovationsmøderne med samme lukkede tilgang, og det har tilsammen været drænende for innovationen i det frivillige netværk, som har manglet en mere åben, fleksibel og tillidsfuld ledelse med klare rammer. Det ville have givet dem større lyst til at dele deres viden og gribe de andre aktørers ”bolde”, forklarer Carsten Bergenholtz.
For flere oplysninger, kontakt venligst:
Ph.d. Carsten Bergenholtz
Aarhus Universitet,
Business and Social Sciences
Department of Business Administration
Tlf.: 8948 6702
Mobil: 28588322
E-mail: cabe@asb.dk
Web: www.asb.dk/staff/cabe
Eller
Jacob Høj Jørgensen
Senior Consultant, ph.d.
Delendorff Advisory
Mob. +45 51 24 45 44
Mail. jacob.hoj@gmail.com
www.delendorff.com