Aarhus School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet tilbyder snart verdens første internationale efteruddannelse inden for kvalitetsledelse i samarbejde med University of Idaho. Uddannelsen tilbyder bl.a. samarbejde med store amerikanske virksomheder.
18.01.2011 |
Der er netop nu ved at blive lagt sidste hånd på aftalen om verdens første internationale samarbejde om kvalitetsledelse eller Quality Management. Flere danske virksomheder som fx Vestas og Novozymes har efterspurgt uddannelser inden for kvalitetsledelse på højeste internationale niveau.
Kvalitetsledelse kan defineres som en virksomhedskultur for udvikling og drift af et system, der fokuserer på udvikling, engagement og total kundetilfredshed. For at nå det optimale mål, skabes der løbende forbedringer i tæt partnerskab med kunder og leverandører. Med fokus på fakta fokuserer ledelsessystemet på den størst mulige reduktion af spild i produktionen.
- University of Idaho er et førende universitet inden for kvalitetsledelse, og det er derfor en glæde for os at kunne arbejde sammen om at skabe de bedste MBA-uddannelser inden for kvalitetsledelse, siger Kai Kristensen, professor og ansvarlig for projektet.
Store amerikanske virksomheder
- I USA er man vant til, at alt har et større markedsforhold idet virksomhederne er meget store. Det smitter naturligvis af på de proportioner, man arbejder med. University of Idaho er derfor nogle af de dygtigste inden for feltet til at operere med kvalitetsledelse i et langt større målestoksforhold, end det, vi danskere kender til, fortsætter Kai Kristensen.
Professor Scott Metlen fra University of Idaho er begejstret for samarbejdet:
- Vi er meget tilfredse med snart at kunne tilbyde denne uddannelse til vores MBA-studerende. Samarbejdet med Handelshøjskolen, Aarhus Universitet betyder, at vi kan blive inspireret af hinanden og dermed skabe den bedste kvalitet i det strategiske niveau, fortæller Scott Metlen.
Internationalt netværk en fordel for MBA-studerende
- Der er tale om et samarbejde af højeste kvalitet, som vi har brugt mange år på at bygge op. For os er det vigtigt at få skabt et internationalt netværk, som MBA-studerende kan benytte sig af ved at udforske de nye muligheder ved bl.a. udveksling mellem de to universiteter og samarbejde med store amerikanske virksomheder, fortæller Rick L. Edgeman, professor på University of Idaho.
Samarbejdet har været flere år undervejs, og det har netop resulteret i en strategisk samarbejdsaftale med Vestas, der skal effektivisere vindmøllegigantens produktion.
Joachim B. Olsen bygger bro
Joachim B. Olsen knytter bånd i den dansk-amerikanske forbindelse, fordi han i fire år læste på universitetet i Idaho. Her blev den tidligere kuglestøder en legende med sine sportslige præstationer.
- Jeg er stolt af at kunne medvirke til dette samarbejde, der er et godt eksempel på globalisering på uddannelsesområdet. Forbindelsen er en klar fordel for det danske erhvervsliv, udtaler Joachim B. Olsen.
- Med mit politiske virke vil jeg meget gerne være med til at skabe kendskab til aftalen og være med til, at flere danske studerende tager til USA på udveksling og får en fantastisk oplevelse, ligesom jeg selv oplevede i Idaho, fortsætter han.
I forbindelse med samarbejdet var Joachim B. Olsen for nylig på besøg på Aarhus School of Business and Social Sciences for at møde de tre professorer fra Idaho, John J. Lawrence, Rick L. Edgeman og Scott Metlen, der var rejst til Danmark for at diskutere de endelige detaljer i samarbejdsaftalen.
FAKTA
Six Sigma
Six Sigma er et kvalitetsstyringsværktøj, der oprindeligt blev udviklet af Motorola for systematisk at eliminere fejl i produktionen. Flere af verdens største virksomheder opererer allerede med Six Sigma, fx Bank of America, Caterpillar, Honeywell International, Merrill Lynch, 3M og General Electric.
For yderligere information
Kai Kristensen
Professor
Aarhus School of Business and Social Sciences
Aarhus Universitet
Tlf.: 89486353
E-mail: kak@asb.dk
Web: http://www.asb.dk/staff/kak