Article
DU ER HER: Om os » Nyheder » Nyheder » Nyhed

Videokonferencer kan mindske CO²-forbrug

Nyt og enkelt videokonferenceudstyr i HD-kvalitet kan give besparelser på både rejseomkostninger, tid og miljøbelastning.

11.08.2011 | Marianne Gammelgaard

Rejser er en væsentlig aktivitet på Business and Social Sciences pga hovedområdets internationale profil og fordi det er vigtigt, at vores forskere rejser ud i verden for at udvikle forskning og netværk. Rejser er også en af de helt store poster i indkøbsregnskabet og Sustainable Campus-projektet har derudover regnet ud, at CO²-udslippet på medarbejdernes fly-, tog- og bilrejser i 2010 var 1124,1 ton. Rejser er derfor en kategori, hvor det er værd at overveje, hvordan man kan spare på såvel CO²-udledning  som penge.

På Business and Social Sciences har man derfor indkøbt nyt videokommunikationsudstyr i HD-kvalitet, der gør det muligt at samle personer fra hele Danmark og verden i et såkaldt virtuelt rum.  Det gælder både for små møder, men også for foredrag og konferencer med mange deltagere.

Let tilgængeligt
Konferenceudstyret kan bruges af alle og kræver hverken kursus eller den store oplæring. Man kan enten benytte egen PC, webcam eller AV-afdelingens  udstyr med 65” touch-skærm. Disse nye og simple muligheder skulle gerne være med til at udbrede brugen af videokonference.

- Det nye udstyr skal blandt andet være med til at reducere omkostninger og tidsforbrug ved rejser. Det vil derfor også bidrage til en nedsættelse af CO²-forbruget. Mere effektivitet og hurtigere vidensdeling tæller også med i de mange fordele, som det nye udstyr tilbyder, fortæller Henrik Thomsen fra AV-afdelingen.

Kridttavlen bliver elektronisk
Også i undervisningen kan det nye udstyr bruges. Den store touch-skærm giver mulighed for at skrive direkte i powerpoints, gemme noter og vise film og billeder på en utrolig simpel måde. Samtidig bliver præsentationen spejlet i projektoren, så også studerende, der sidder i et andet auditorium kan følge med. På den måde bliver det muligt at undervise større hold i flere auditorier på samme tid.

Udstyret til auditorierne vil i første omgang blive implementeret på Fuglesangs Allé, hvor det testes i uge 35 og forventes at stå klar i sensommeren.

Har du en ide?
Hvis du har en ide til, hvordan medarbejdere kan nedbringe deres rejse-footprint, så skriv til sustainablecampus@asb.dk.


FAKTAGUIDE
De forskellige muligheder for video-konferencer: 

Til mødeaktiviteter  
På egen PC:

  • Programmet Adobe Connect kan anvendes til møder med op til 3 personer.
  • Adobe Connect er af langt bedre kvalitet end fx Skype og andre programmer
  • Programmet har mange funktioner og kan tilpasses den konkrete mødesituation
  • Du skal bruge et webcam og headset
  • De andre deltagere skal også bruge programmet
  • Gratis for alle medarbejdere

I mødelokale:

  • Specielt videoudstyr er til rådighed
  • Lokalet skal bookes på forhånd (D5 og D6 på Fuglsangs Allé eller dekanens mødelokale på Bartholins Allé)
  • Udstyret vil blive gjort klar af de ansvarlige fra IT-afdelingen

I fremtiden vil det på Fuglesangs Allé være muligt at booke et transportabelt videokonferenceudstyr i stedet for lokalet. Udstyret vil så blive sat op i det lokale, hvor mødet skal afholdes.

Streaming
Streaming gør det mulig at transmittere et foredrag, der afholdes et andet sted i landet til op til 1.000 personer.

Kom nemt i gang
Hvis du er interesseret i at benytte udstyret eller få en introduktion til, hvordan du kan holde møde fra din egen computer, kan du få hjælp og vejledning af Henrik Thomsen fra AV-afdelingen.


Kontakt:

Henrik Thomsen
AV afdelingen, Fuglesangs Allé
Mail: hthomsen@asb.dk
Tlf.: 89 48 89 33

Søren Staunsager
IT afdelingen, Bartholins Allé
Mail: sst@sam.au.dk
Tlf.: 89421533

Bæredygtig innovation
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 07.05.2012