Chaplain
DU ER HER: Om os » Organisation » Studenterpræsten

Studenterpræsten



Virker hverdagen uoverskuelig og har du svært ved at holde humøret oppe? Er det svært at begå sig på skolen, så du føler du er en del af netværket? Går du og bøvler med konflikter med dine forældre og familie, så tager al din energi? Eller er det noget helt fjerde, som fylder dit hoved?

Så benyt dig af muligheden for at få en samtale med Elisa Morberg Wejse, der netop sidder på Handelshøjskolen, for at hjælpe de studerende videre gennem livet. Studenterpræsten er underlagt absolut tavshedspligt og står gratis til rådighed. Hun er ansat af folkekirken og er et tilbud til alle studerende i hele Århus.

"Mit arbejde består mest i at lytte", fortæller Elisa M. Wejse, der mærker, at de studerende oplever det som et frirum at komme ind på hendes kontor, få sig en kop kaffe eller te og så ellers kunne læsse de problemer og tanker af, der bare hober sig op. "Det kan være en stor hjælp, at få det sagt højt og få stillet nogle basale spørgsmål, så der kommer mere orden på tingene inde i hovedet, og man finder ud af, hvad man kan handle på og hvad man ikke kan". Studenterpræsten står til rådighed for såvel enkeltstående samtale samt længerevarende samtaleforløb og normalt varer samtalen en times tid.

En kristen overbevisning er ikke nogen forudsætning for at henvende sig til studenterpræsten. Hertil siger studenterpræsten selv: "Det er den studerende selv, der sætter dagsordenen for hvad samtalen skal handle om, og det kan være alt mellem himmel og jord. Selvfølgelig er der også mulighed for at samtale om Gud, tro og tvivl og det kristne. Men det er det den studerende har på hjerte, som samtalen drejer sig om". Alle er velkomne og der bliver ikke spurgt om, hvilken tro eller baggrund man kommer fra.

Du kan henvende dig personligt i studenterpræstens kontortid, eller du kan ringe eller maile for at aftale en tid. Uden for kontortiden og også på skæve tidspunkter af døgnet/ugen, kan studenterpræsten kontaktes privat.

Privat er Elisa M. Wejse gift med læge, Christian Wejse og sammen har de 4 børn. Hun bor i Århus Nord og udover at være studenterpræst 55% er hun også sognepræst 25% i Helligåndskirken i Århus V. Med i bagagen har hun fire år i det private erhvervsliv og to år som frivillig i det afrikanske land Guinea Bissau, hvor hun boede med hele familien. "De to år i et enormt fattigt land, vil altid være en del af mit videre liv, og det har ændret mig som person at bo der. Men vi nyder at være i Århus nu som familie, hvor jeg flyttede til, da jeg begyndte at læse på universitetet som 21-årig". Da spørgsmålet går på personlige fritidsinteresser, slår Elisa en latter op og svarer, at det er der skam ikke tid til med fire børn, der hver især går til sine fritidsinteresser, forældresamtaler på skolen, og husarbejde. "Det bliver højst til en løbetur i Risskov engang imellem, men ellers nyder jeg også at være ude i haven og luge og slappe af".

Ønskes en samtale med studenterpræsten kan hun kontaktes via mobil eller e-mail, så der kan aftales en tid. Tilbuddet gælder ikke kun studerende, men også medarbejdere ved Handelshøjskolen.

Udover at tilbyde samtaler, arrangerer Elisa M. Wejse også Etikforum på Handelshøjskolen. En chance for at lære nyt om etiske aktuelle emner for alle studerende på Handelshøjskolen. Hvert semester er der tre Etikforum, hvor en kompetent foredragsholder lægger op til debat om et emne, der har relevans for studerende i dag. Det kan være alt fra temaer som ærlighed, stresshåndtering, selvledelse, etik på arbejdsmarkedet etc. Tjek kalenderen på Inline eller Studieinfo for opdateret liste over Etikforum. Disse arrangementer er gratis og er en mulighed for at møde studenterpræsten i et andet forum.


Kontakt oplysninger:

Studenterpræst Elisa Morberg Wejse har orlov som studenterpræst fra 1. oktober 2011 til 30. juni 2012. I øjeblikket vides ikke om der ansættes en vikar i stedet. Derfor henvises til studenterpræst Jens Munk, hvis der er brug for samtale eller andet i denne periode.

Jens Munk træffes på mobil: 60 20 26 40 eller mail: studenterpraest@au.dk.

Der foregår dog stadig aktiviteter igangsat af studenterpræsten, blandt andet studiegruppen ”Tro og Tvivl” som kører hver anden torsdag fra kl. 19-21 i Studentermenighedens Hus, Rødkløvervej 3, 8200 Aarhus N. Nærmere info fås ved kontakt til: kontor@smaa.dk eller tjekke www.smaa.dk


Studenterpræst Elisa Morberg Wejse

E-mail: emw@asb.dk

Mobil: 21 68 55 95
Kontor: C116

Privat: Bygvangen 2
8200 Århus N
Tlf: 86 10 68 25

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 07.05.2012