Press Release
DU ER HER: Outreach » Presse » Pressemeddelelser » Press Release

Pressemeddelelser

Hvad gør de gode virksomheder gode?

Nyt stort årligt indeks fra forskere på Aarhus Universitet skal afdække, hvad der kendetegner de mest produktive virksomheder inden for løn, personale og ledelse.

16.11.2011 | Martin Hagelskjær Damsgaard

Inden for den nærmeste uge modtager 4.500 personaleansvarlige i danske virksomheder et omfattende spørgeskema fra en gruppe forskere på Center for Corporate Performance ved Aarhus Universitet, Business and Social Sciences.

Det er startskuddet på et nyt erhvervsindeks, som i høj grad kan vise sig brugbart for danske virksomheder. I forskningskredse er der tale om et initiativ, der kun har få pendanter i verden. Det er hensigten, at indekset udkommer en gang om året med nye data.

- Mange virksomhedshistorier fortæller om den heldige måde at gøre tingene på. Vi er interesseret i den smarteste måde - best practice. Den viser sig først over en årrække, hvor man kan følge den enkelte virksomhed, og se hvad den har gjort, siger professor Niels Westergård-Nielsen, der leder projektet.

Forskerne vil undersøge, hvorfor nogle virksomheder er mere produktive end andre, og hvilke årsagssammenhænge, der ligger til grund for succesen. De ser bl.a. på, hvor langt virksomhederne er med at indføre produktionsfremmende lønsystemer, og hvor systematisk de arbejder med at indsamle relevant viden om deres største aktiv – personalet:

- Der har sneget sig en udbredt holdning ind til, at teknisk innovation er den eneste mulighed for at øge produktiviteten. Men kendsgerningen er, at hvis man kan få de kompetente medarbejdere til at yde mere og bedre, så er man formentlig bedre stillet, siger Niels Westergård-Nielsen.

- Det handler fx om, hvilke data man systematisk indsamler om sine medarbejdere med henblik på at rekruttere sine fremtidige ledere. Hvornår skal de løftes op i organisationen, og hvor skal vi rekruttere dem fra, er spørgsmål, som man ikke kun bør tage stilling til ud fra sin fingerspidsfornemmelse, fortsætter han.

Indekset sætter desuden fokus på, hvad virksomhederne gør for at komme igennem den aktuelle økonomisk vanskelige fase. Og i hvor høj grad der er tale om problemer med finansiering, lønninger eller beskæftigelsessituationen.

- Det er der ingen, der ved på nuværende tidspunkt, så det bliver bestemt interessant at følge, og man kan da i sit stille sind håbe, at det kan få en effekt på, hvad politikerne og bankerne gør i de kommende år, siger Niels Westergård-Nielsen.

Undersøgelsen går i år ud til en relativ stor mængde industri-virksomheder, da denne sektor har været hårdest ramt af de seneste års økonomiske kriser. Danmarks Statistik står for udsendelse og indsamling, så anonymiteten sikres. Sammensætningen af brancher og sektorer kan variere fra år til år efter aktualitet.

Flere oplysninger:


Niels Westergård-Nielsen

Professor og centerleder

Aarhus Universitet, Business and Social Sciences
Institut for Økonomi
Center for Corporate Performance

Kontor: +45 8948 6407
Mobil: +45 2144 2250
E-mail: nwn@asb.dk
Web: www.asb.dk/staff/nwn

About us, Forside, Pressemeddelelser
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 07.05.2012