I alt har 3631 studerende søgt ind på en af hovedområdets mange kandidatuddannelser. Langt de fleste er 1. prioritets-ansøgere.
05.05.2011 |
I år har der for første gang været en national koordinering af ansøgningsfristen til kandidatuddannelserne. Ansøgningsfristen er rykket frem fra 1. juni til 1. april for dermed at stille alle studerende lige og give mulighed for tidligt at kunne meddele, om de studerende har fået den ønskede plads, hvis de i øvrigt opfylder kravene til optagelse.
Vil skabe sikkerhed
Ifølge prodekan Peder Østergaard har man i år været mere specifik med kravene til de studerende på specielt cand. merc og cand. ling. merc. uddannelserne, fordi der sidste år blev udmeldt adgangsbegræsning på disse udddannelser. Der har været klarere og skrappere kriterier for optagelse af studerende end tidligere.
- Der er lavet et større screeningsarbejde af ansøgere til kandidatstudierne end tidligere. På grund af dette arbejde kan vi, trods snak om adgangsbegrænsninger sidste år, tilgodese de studerendes primære ønske om kandidatuddannelse for de studerende, der er ved hovedområdet, siger prodekan for uddannelse, Peder Østergaard.
Adgangsbegrænsninger kan man derfor udelukkende se på uddannelsen ’Virksomhedskommunikation’ og 'Corporate Communication'.
Internationale uddannelser hitter
Næsten halvdelen (44%) af alle ansøgere til en kandidatuddannelse på hele AU har søgt et studie ved Business and Social Sciences. Business and Social Sciences er hermed klart det største hovedområde på AU, hvad angår søgning til kandidatuddannelserne. Det skal dog bemærkes, at en række udenlandske ansøgere ikke opfylder de formelle krav til optagelse.
Samtidig er Business and Social Sciences det hovedområde, der har det klareste internationale præg. 75% af alle de studerende, som enten har søgt et engelsksproget studie eller søger på baggrund af et udenlandsk studie, søger ind på Business and Social Sciences.
Der kan fortsat ske optagelse på kandidatuddannelser uden pladsbegrænsning.
Kontakt:
Peder Østergaard
Prodekan for uddannelse
Mail: ps@asb.dk
Tlf.: 89486644